Hvordan får et lille spædbarn egentlig skabt alle de mælkesyrebakterier til tarmene, som er nødvendige for en sund fordøjelse, en sund krop og ikke mindst en smertefri start på livet?
Luft i tarmene kan gøre ondt. Men hvad så, når der er luft i tarmene hos et lille spædbarn, hvor tarmpassagen er smal? Det gør unægtelig ondt, som mange forældre sikkert kan fortælle, når de ser, at deres baby døjer med mavekneb dag og nat. En af årsagerne til luft i tarmen kan være bakteriesammensætningen. Det kan spille en rolle også hos den lille, at der er rigeligt med de gavnlige bakterier. Lige fra den dag, vi bliver født, spiller disse gavnlige mikroorganismer i tarmene en vigtig rolle i fordøjelseskanalen. En god balance med de gavnlige mave-tarm-bakterier holder de dårlige bakterier væk og skaber samtidig en god tarm funktion.
Bakterierne giver et stærkt immunforsvar mod maveinfektioner og opretter mange vigtige balancer i fordøjelsen. Tarmen er helt steril, d.v.s. uden bakterier, inden vi bliver født og bliver fyldt op med de gode bakterier efter blot få dage. Hvordan tarmen bliver fyldt op med de rigtige bakterier på så kort tid vides ikke helt, men det er et emne, der forskes en del i.
Man ved, at så snart et barn er født, er der milllioner af gavnlige bakterier, der finder deres vej ned til tarmene og danner kolonier. Der er et hav af forskellige sammensætninger af bakterier, som koloniserer sig i tarmen hos barnet. Hovedsageligt kommer bakterierne, når barnet passerer ud gennem fødselskanalen ved en almindelig vaginal fødsel.
En af de gavnlige bakterier, der findes mest af i modermælken og i barnets tarm, hedder Lactobacillus reuteri. Det er en af de første bakterier, som findes i spædbarnets tarmkanal. Det er dog meget varierende, hvor meget kvinder har af denne gode bakterie i deres modermælk. En undersøgelse af 220 kvinders modermælk viste, at de der boede i Japan og i Sverige havde langt flere af disse gavnlige bakterier end de, der boede i Sydafrika, Israel og Danmark.
Men heldigvis kan du få denne bakterie som kosttilskud både til voksne og børn. Den er godkendt til spædbørn fra de er to uger gamle. Undersøgelser har vist at bakterien kan nedsætte forekomsten af diarré, hyppigheden af gylp, opkast og mavesmerter.
Om det vil hjælpe forældre til at sove mere om natten afhænger af, om årsagen til mavekneb hos den lille er dysbiose, luft der er slugt ved amningen, eller at tarmene ikke er helt færdigudviklede til at kunne fordøje mælken. Der er mange grunde til barnegråd, men det skader ikke at forsyne barnet med de gode bakterier og dermed øge modstandsdygtigheden mod dårlige bakterier og optimere en god tarmfunktion. Produktet med Lactobacillus reuteri, BioGaia er godkendt til spædbørn fra 2-ugers alderen i Danmark. Kilde: Irene Hage, læge.